Om mig
Jeg er uddannet folkeskolelærer og har i mange år arbejdet som lærer bl.a. indenfor specialundervisning og haft fokus på børn med særlige vanskeligheder ved at være i den almene folkeskole.
Min interesse for at se helheden i et menneskes udfordringer har jeg styrket gennem mange års arbejde både i forvaltningen, i folkeskolen, specialtilbud og tilbud for voksne med psykiske/sociale udfordringer.
Det giver mig samlet et godt indblik i alle de forskellige veje, der er ind i lindringen af en families udfordringer, når ét medlem, barn eller voksen, mistrives.
Min psykoterapeutiske uddannelse har jeg fra Vedfelt instituttet, der er godkendt af Psykoterapeutforeningen. På Vedfelt instituttet har jeg de sidste mange år også deltaget i længerevarende forløb i både gruppe – og egen terapi.
Vedfelt instituttet
Fra Vedfelt Instituttets hjemmeside beskrives terapien som følger:
Vi opfatter og beskriver terapi som kommunikation og samvær på højt niveau. Det positive menneskesyn præger vores teori og metode i alle facetter. Vi anvender og træner ressourceorienteret psykoterapi, anerkendende pædagogik, ikke-voldelig kommunikation samt indsigts- og mindfulness meditationer, som befordrer nærvær, tolerance og selvaccept. Udvikling og helbredelse tager i den kybernetiske psykologi udgangspunkt i stimulering af ressourcer snarere end i at reparere fejl og mangler. Symptomer og forstyrrelser undersøges primært som mestringsstrategier, bag hvilke der gemmer sig meningsfulde forsøg på at optimere personlighedens udvikling og helhed. Konflikter søges løst på højere og mere komplekse niveauer end det niveau, hvorpå problemet udspiller sig.
Du kan finde mere information om Vedfelt Instituttet på www.vedfelt.dk